Nordslesvig.dk - ubi libertas ibi patria

Den ufri hertug

Den provisoriske regering begrundede i proklamationen den 24. marts sine handlinger med at:
"Vor hertug er ved en folkebevægelse i København blevet tvunget til at afskedige sine hidtidige rådgivere og til at indtage en fjendtlig holdning overfor hertugdømmerne.
Landsherrens vilje er ikke mere fri, og landet er uden regering."


Påstanden om den "ufri hertug" var et politisk kneb, der kunne legitimere oprøret og derved gøre det lettere at overtale loyale embedsmænd til at arbejde sammen med den provisoriske regering. Og ganske som i Købehavn turde de liberale i Kiel simpelt hen ikke udfordre konge-hertugens rettigheder ved et åbent brud med enevældet.

Det er imidlertid interessant, at påstanden ikke var helt løgn. Kongen havde faktisk den 28. januar lovet at ligestille hertugdømmerne med kongeriget ved at etablere en fælles stænderforsamling, hvor hertugdømmerne ville have lige så mange stemmmer som kongedømmet. Den 24. marts efter Casino-mødet og folkeoptoget havde kongen skiftet holdning. Nu skulle Slesvig indlemmes og Holsten sættes fri.

Regeringen følte sig tilsyneladende også under et vist folkeligt pres. A.W.Moltke udtalte den 22 marts ved det første møde i det nye statsråd ifølge protokollen:
"... en indrømmelse af en fælles forfatning i begge hertugdømmerne ville vække sådanne følelser i enhver dansk mands hjerte, at det ville være umuligt at vedligeholde roligheden her i landet. Skulle Tyskland med hele sin magt understøtte en løsrivelse af Slesvig, da ville det være muligt, at Danmark ville ligge under, men det ville med hæder ligge under, og ingen dansk kunne give sit samtykke til at bortkaste landets hæder." 1)

Hensynet til folkestemningen bekræftes også af, at Frederik 7.s udsending i det tyske forbundsrådet den 2. april udtalte:
"In short, Denmark would in that case have been obliged to accede to the German Confederation for Schleswig also, and this would have been perfectly impossible, on account of the extremely excited Dansih national feeling, wich had been irresistibly manifested in the metropolis." 2)

De nationalliberale havde flittigt appelleret til de nationale følelser for at vinde folkets støttet. Da de så endelig fik magten havde nationalismen imidlertid fået så meget tag i folk, at både kongen og regeringen var tvunget til at ligge under for den oppiskede folkestemningen. Påstanden om den ufri hertug var med andre ord ikke helt forkert. Købehavns befolkning havde mere indflydelse på hertugdømmernes skæbne, end Slesvig-Holstens befolkning.

Kilder
1) Claus Bjørn. 1848 Borgerkrig og Revolution, Kbh. 1998. side 102
2) Memoir on the Constitutional Rights of the Duchies of Schleswig and Holstein. London 1848. side 160.


 

Powered by CMSimple