Nordslesvig.dk - ubi libertas ibi patria

Myter om Slesvig


Den slesvigske historie er som al anden historie fuld af myter. Og når historien, som det er tilfældet med Slesvigs historie, handler om en langvarig politisk kamp mellem to nationalistiske bevægelser, så skabes og vedligeholdes myterne i de stridende parters politiske propaganda. Men myterne farver historien og fordrejer kendsgerningerne.

Et eksempel: "FRA HISTORIENS GRY hørte Slesvig til Danmark. Vor grænse var Ejderen, vort værn mod syd Danevirke.
Hertugdømmet Slesvigs skæbnesvangre sammenknytning med Hertugdømmet Holsten, saksisk indvandring og Holstens overvægt sammen med dynastiske forviklinger og stridigheder samt forfejlet dansk politik overhovedet førte i århundredernes løb til fortyskning af betydelige dele af Slesvig, først og fremmest de sydlige egne.
Prøjsen røvede med støtte af Østrig i 1864 Slesvig; og en systematisk, hårdhændet fortyskning satte ind over hele landsdelen. Alligevel holdt Danskheden i vidt omfang stand, særligt i den nordlige del, således at Nordslesvig efter Tysklands nederlag i første verdenskrig, i kraft af en folkeafstemning, kunne vende tilbage til Danmark i 1920."

Kilde: Poul Melgaard. 100 år i grænselandets tjeneste. Hovedstadens Grænseforening 1879-1979.

På disse få linier er det her lykkedes Hovedstadens Grænseforening at samle forbavsende mange af de myter, der den dag i dag præger de fleste danskeres mangelfulde viden om den slesvigske historie.

Den første myte skjuler sig den besynderlige tidsangivelse, "fra historiens gry", der skal give læserne det indtryk, at Slesvig altid har været en del af Danmark. Dette er imidlertid ikke korrekt. Grænsen ved Ejderen aftales mellem Karl den Store og Hemming i år 811. Danevirkes første volde stammer fra omkring 650. Danerne og deres "mark" optræder først efter år 500 i de skriftlige kilder. Og Danerne selv indvandrede tidligst omkring år 200. Slesvig har imidlertid været beboet længe før Danernes indvandring, så Slesvig har ikke altid været dansk.

Næste del omtaler, at der i historiens løb er sket en "fortyskning af betydelige dele af Slesvig". Ofte forstås denne "fortyskningen", som noget i retning af en ondsindet plan om at røve dansk land. Men den såkaldte "fortyskning" skyldes mange faktorer og begivenheder, der absolut ikke kan lægges tyskerne til last.

Siden slutningen af det 11. århundrede begyndte danske konger at indsætte slægtninge som grænsejarler i den sydlige del af Jylland. En af disse grænsejarler var Knud Lavard. Og denne Knud var en ambitiøs og foretagsom herre, så han udnyttede sin position til at erobre dele af det nuværende Holsten fra Venderne, hvorefter han blev udnævnt til Hertug i dette tyske område. Denne titel antog han også for Slesvig. Knud Lavard blev således den første hertug, der både havde et tysk og et dansk len.

Slesvigs nationale stilling blev i tidens løb kompliceret yderligere., fordi Slesvig gentagende gange blev delt mellem kongens slægtninge. Og virkelig broget blev det, da Christian 1. efter Hertug Abels død i 1460 gerne ville vælges til hertug af Slesvig og greve af Holsten. For at blive valgt af det slesvig-holstenske ridderskab lovede Christian 1. i Ribebrevet, at Slesvig og Holsten skulle være "ewich tosamende ungedelt". Dermed blev det lovet, at selv om Slesvig nok var et dansk len, så skulle det i al fremtid være knyttet til Holsten og ligestillet med det tyske Holsten i forhold til Kongeriget Danmark. Denne "skæbnesvangre sammenknytning" af hertugdømmerne var altså ene og alene et resultat af den danske konges valgløfter.

Melgaard nævner "saksisk indvandring" og "forfejlet dansk politik" som årsag til fortyskning. Slesvig er som mange andre grænseområder præget af, at der i tidens løb er opstået en blandet befolkning. Sproget og dialekterne viser, at der er sket indvandring i Slesvig både fra syd og fra nord. Set ud fra en nyere tids nationalistiske synsvinkel kan det naturligvis hævdes at være en fejl, at Slesvig fik lov at udvikle sig til et multikulturelt samfund, hvor befolkningen talte både frisisk, højtysk, plattysk, rigsdansk og synnejysk. Men denne udviklingen af kulturel og sproglig mangfoldighed kan næppe betegnes som forfejlet. Og den var tilsyneladende ikke et problem for slesvigerne før de nationale stridigheder opstod i 1800-tallet.

Herefter kommer så myten med den alvorligste anklage: "Prøjsen røvede med støtte af Østrig i 1864 Slesvig". Myten kendes også i en mere poetisk form, "en røvet datter, dybt begrædt". Dette er nok den mest udbredte misforståelse, at krigene i 1848 og 1864 var tyske forsøg på at røve Slesvig fra Danmark. Begge krige startede med, at kongeriget Danmark forsøgte at indlemme eller røve Slesvig, uden på noget tidspunkt at spørge slesvigerne om, hvilke nationale tilhørsforhold de ville foretrække. Både i 1848 0g 1864 kunne Danmark have forhandlet sig frem til, at de dansksindede slesviger via en fredelig folkeafstemning frit kunne vælge en tilslutning til Danmark. I 1848 foreslog den provisorisk regering for hertugdømmerne en sådan afstemning. Og i 1864 foreslog Preussen og Østrig ved forhandlingerbne i London en afstemning i Nordslesvig. Men Danmarks konge og regering afviste disse tilbud og valgte at føre krig for at annektere hele Slesvig.

En fornuftig og demokratisk politik fra Danmarks side ville have været en fredelig forhandlingsløsning, hvorefter Slesvig-Holsten var blevet en selvstændig stat med egen fri forfatning allerede i 1848, og hvor områderne i Nordslesvig med dansksindet flertal var blevet overdraget til Danmark efter en demokratisk afstemning. Dette ville have sparet alle parter for to ulykkelige og aldeles overflødige krige. Og det ville have holdt Prøjsen og Østrig helt ude af det slesvig-holstenske spørgsmål.

Det er korrekt, at en "hårdhændet fortyskning satte ind over hele landsdelen" efter Prøjsens annektering af hertugdømmerne. Men "fordanskning" i perioden mellem de to krige var nu også ganske håndfast. Disse forsøg på henholdsvis fortyskning og fordanskning har formentlig blot skærpet modsætningerne uden at ændre balancen mellem tysk og dansk sindelag i Slesvig.

Den sidste myte i samlingen er, at Nordslesvig "kunne vende tilbage til Danmark i 1920". Igen skjules og forties kendsgerningerne, nemlig at de danske konger og dermed Danmark igennem mange hundrede år havde behandlet Slesvig som et separat hertugdømme med egen forfatning, statsforvaltning og lovgivning. Århundreders udvikling havde for længst gjort slesviger til et selvstændigt folk og Slesvig til en nation, der var derfor ikke tale om en genforening i 1920, men om en annektion. Den danske lovgivning fra 1920 omtaler det derfor helt korrekt som en "indlemmelse".


 

Powered by CMSimple