Nordslesvig.dk - ubi libertas ibi patria

Unødvendige krige



Dansk nationalmytologi tilslører den kendsgerning, at de nationalliberale grundlovsfædre kastede kongeriget og hertugdømmerne ud i to helt unødvendige og meningsløse krige.

Konflikten vedrørende Slesvig, hvor de nationalliberale i Danmark ønskede et Danmark til Ejderen, og hvor slesvig-holstenerne ønskede et Slesvig-Holsten til Kongeåen, blev til endeløse og ørkesløse diskussioner om en række historiske begivenheder, hvor man søgte at udlede, hvilke rettigheder forskellige konger og hertuger havde givet hinanden i historiens løb. I stedet for alle disse indviklede historiske og juridiske trakasserier burde man helt enkelt have undersøgt, hvad slesvigerne selv ønskede.

Begge parter ønskede en fri og demokratisk forfatning for deres område. En sådan forfatning kan imidlertid kun bygge på princippet om folkesuverænitet. Et demokrati består nemlig i, at det suveræne folk selv styrer sine fælles anliggender. Enevældets suverænitetsprincip er i modsætning hertil ideen om kongen af guds nåde, dvs. at kongen er den suveræne, der kan styre egenrådigt, fordi det er Guds vilje.

Slesvig-holstenerne var indstillet på, at Slesvig måtte deles i en dansk og en tysk del. Allerede den 22. marts 1848 om aftenen drøftede de fem udsendte fra Slesvig-Holsten mulighederne for at dele Slesvig med minister Orla Lehmann ved et privat møde. 1) Trods disse drøftelser meddelte regeringen den følgende dag slesvig-holstenerne, at hele Slesvig inklusiv den tyske del skulle indlemmes i kongeriget, uden at åbne for en fredelig løsning i form af en deling.

Få dage senere forsøgte den provisoriske regering for Slesvig-Holsten endnu engang at komme igennem med en fredelig løsning. Den 31. marts udsendte regeringen en adresse til det danske folk, hvor følgende blev tilbudt:"Lad derfor Nordslesvig frit erklære om det vil indlemmes som en provins i kongeriget Danmark eller følge den tyske nation - og vi vil ikke gå imod dets vilje." 2) Men da var den danske hær allerede sendt af sted "med Gud for konge og fædreland". Den 9. april angreb den danske hær slesvig-holstenske styrker, der havde taget opstilling i området mellem den danske og tyske befolkning i Slesvig.

Forslaget om en deling blev igen aktuelt få måneder senere, da krigslykken havde vendt, efter at Preussen var gået ind i borgerkrigen. Men da regeringen endelig indså, at en deling af Slesvig var den bedste løsning, så satte kongen sig imod, hvorpå regeringen gik af. Borgerkrigen forsatte derefter i yderligere et par år.

Efter borgerkrigen forsatte de nationale stridigheder i Slesvig. I 1863 fik de nationalliberale genoplivet Ejder-politikken. Atter forsøgte man at indlemme hele Slesvig i kongeriget, selv om det var i strid med fredsaftalerne fra 1851-52. Reslutatet blev en ny krig nu med Preussen og Østrig og nye fredsforhandlinger i London. Denne gang foreslog Preussen og Østrig en deling efter afstemning. Den danske regering gamblede og afviste forslaget. 3) Krigen blev genoptaget og et par uger senere havde Danmark definitivt tabt krigen.

De to krige kunne efter alt at dømme være undgået, hvis den danske regering havde accepteret en deling efter princippet om folkesuverænitet, altså en deling efter afstemning. En fredelig løsning på konflikten ville samtidig have holdt Preussen ude, således at Slesvig-Holsten kunne have forsat en demokratiske udvikling på basis af den grundlov, der blev vedtaget under den provisoriske regering allerede i 1848. Fanatisk nationalisme fra dansk side forspildte disse muligheder og førte til to ulykkelige krige med tragiske tab af menneskeliv.

Kilder:
1) Claus Bjørn. 1848 Borgerkrig og Revolution, Kbh. 1998. side 85
2) Fredrik Bajer. Da det danske Slesvig gik tabt. 1914
3) Memoir on the Constitutional Rights of the Duchies of Schleswig and Holstein. London 1848. side 158f.

 

Powered by CMSimple